Referat 2. Udvalgsmøde.

Fårup den 2. oktober 2006

 

På andet udvalgsmøde som blev afholdt fredag den 29 september 2006, deltog følgende:

Åge Dröse

Mogens Drastrup

Steen Sørensen

Ove Andersen

Endvidere deltog Preben Drastrup i sin egenskab af sit medlemskab i Danmarks Naturfredningsforening.

Da vi på forrige møde havde besluttet at arbejdet for en særfredning af kronvildt, dåvildt og sikavildt i Vesthimmerland havde vi inviteret Elisabeth Svendsen, i sin egenskab af formand for Kronvildtgruppe Himmerland, samt jagtkonsulent Ivar Høst.

Begge deltog i mødet.

Vi forelagde for Elisabeth Svendsen og Ivar Høst vore planer om en lokal udsætning af dåvildt samt, at vi ønskede en særfredning af kronvildt, dåvildt og sikavildt i Vesthimmerland. Steen Sørensen udleverede et kort over området. Begge havde forud for mødet fået tilsendt referat af vores første udvalgsmøde og vidste derfor nøje hvilke planer og ideér vi har. Elisabeth Svendsen udtalte, at hun principielt var imod restriktioner, herunder særfredninger. Men efter en omhyggelig gennemgang af gruppens ideér samt den kendsgerning, at der i andre steder af landet, i jagtsæsonen, næsten konstant ses en overtrædelse af de jagtetiske regler omkring afskydning af kronvildt/dåvildt, var Elisabeth Svendsen positiv overfor en særfredning, af førnævnte hjortearter. Endvidere var vi enige om, at der skal indføres restriktioner omkring afskydningen af hjortearterne når særfredningen ophæves. Elisabeth Svendsen ville på baggrund af mødet og de her trufne beslutninger indkalde Kronvildtgruppe Himmerland til møde i oktober måned. Referat fra dette møde vil blive tilsendt arbejdsudvalget.

Ivar Høst, var ikke udelt begejstret for en udsætning af dåvildt, idet det er en indført hjorteart. Preben Drastrup kunne fortælle, at dåvildtet rent faktisk fandtes i Danmark i mellemistiden og derfor kunne betegnes som en hjemmehørende art. Ivar Høst kendte naturligvis til denne teori, og kunne godt tilslutte sig tanken om en lokaludsætning af dåvildt samt fredning af samme. Ikke mindst på grund af landskabet som kendetegnes af relativ frodig jord med mange småskove, et næsten parklignende område.. Endvidere kunne Ivar Høst fortælle,at dåvildtet allerede findes i flere områder i Vesthimmerland. Elisabeth Svendsen, kunne glæde udvalget med at fortælle, at der i mange år har været en dåvildtbestand i Rold Skov komplekset, den var dog forsvundet, men efter stormen i 2005 var der set et mindre antal dyr. Disse er blevet fredet af henholdsvis Lindenborg Gods og Nørlund.

Udvalget ser nu frem til et referat fra Kronvildtgruppe Himmerland´s møde. Umiddelbart derefter vil vi på et møde planlægge yderligere aktiviteter.

 

Med venlig hilsen

Ove Andersen